TO BE - OR NOT TO BE...
Som mennesker er vi meget i vores hoveder.
Der er mange ting i hverdagen vi skal forholde os til. Vi glemmer tit at mærke efter, når vores krop prøver at fortælle os at der er noget galt. At vi har brug for at tage en pause og ikke hele tiden GØRE noget.
I ergoterapi taler vi om begrebet ”doing, being, belonging, becoming” –
altså gøre, være, tilhøre og blive.
Ved at lære at være (being), kan vi blive bedre til at gøre de ting, der
giver os glæde (doing), være mere nærværende i de relationer, der
betyder noget for os (belonging) og dermed blive én, der har mere
overskud, ro, balance og glæde i livet (becoming).
Vi kan derfor have brug for at komme lidt væk fra hele tiden at GØRE og nå frem mod at VÆRE! Måske kan man omdøbe et gammelt ordsprog, til at blive til ”at gøre er sølv, men at være er guld”!
Når vi ser de ualmindelig nuttede alpacaer med den lækre bløde pels, de store brune øjne og de lange øjenvipper, er det utrolig svært at undgå at blive en smule forelsket. Vi har så meget lyst til, er at kramme, kæle og nusse de søde dyr. Til at fodre med alskens lækkerier og bruge deres fluffy pels til taktil sanseterapi. At GØRE noget med dem….
MEN… det har alpacaerne egentlig slet ikke lyst til!!
De vil hjertens gerne lade os være en del af flokken. Observere os, sidde sammen med os og lade sig beundre af os. De er faktisk de allerbedste læremestre i at VÆRE.
Du kan altså betragte Alpacasans som en slags mentalt motionscenter, hvor du kan træne dine ”mærk-dig-selv muskler”.. og bare VÆRE.
